Login

Amager Lovestory

Åbn ørerne og øjnene og oplev en bid af Amager på en guidet gåtur

1. maj 2010 får kvarteret omkring Øresundsvej sin egen audiowalk, som bærer titlen ”Amager Lovestory”.
En audiowalk er et lydspor, der tager lytteren med på en vandring gennem byen. Det sker med en MP3-afspiller og et sæt høretelefoner som ledsager.  Fortællingens hovedpersoner er det 85-årige ægtepar Verner og Lillian, der har levet hele deres liv i stort og småt på Amager. ”Amager Lovestory” er erindringsglimt fra deres livs- og kærlighedshistorie. Samtidig er det en mosaik af beretninger fra området i fortid og nutid og endelig en kærlighedserklæring til øen Amager.

Lillian og Verners historie suppleres af andre stemmer fra folk med tilknytning til kvarteret og er indsvøbt i musik komponeret til lejligheden af Peter Olsen. På musiksiden medvirker desuden Lillian og Verners barnebarn, Stine Mogenshøj Leer, der er konservatorieuddannet hornist.

"En audiowalk er en helt særlig oplevelse.  ”Amager Lovestory” giver tilflyttere, turister og yngre amagerkanere mulighed for at få et indblik i områdets karakter og historie ved at opleve det gennem andres øjne.  Amagers ældre og mere stedkendte beboere vil nok kunne nikke genkendende til mange af produktionens fortællinger, og forhåbentlig kan det også inspirere dem til at dykke lidt ned i de velkendte omgivelsers historie,”  fortæller Charlotte Isabella Jerne, der sammen med Trine Damgaard Kristensen udgør den eksperimenterende duo Pærfækt Projækt, som har produceret og tilrettelagt audiowalken.
Begge har rødder i teater- og kulturlivet og har boet på øen i en håndfuld år, men er tilflyttere fra henholdsvis Vest- og Østjylland.

”Det har været spændende at beskæftige sig så intenst med området og få fortid og nutid til at smelte sammen. Det er langt mere interessant at leve her, når man kender lidt til stedets historie,” uddyber Trine Damgaard Kristensen, der har flere forskellige lydproduktioner bag sig, bl.a. en radioversion af Thomas Vinterbergs ’Festen’.

"Amager Lovestory” er en gratis oplevelse - lån mp3 med lydfilen på i kvarterhusets bibliotek eller i bibliotekshuset på Rodosvej.

http://www.gigasize.com/get.php?d=65sgjck5t6f

 

Se kort herunder eller ved at klikke HER

 

..

Områdefornyelsen i Øresundsvejkvarteret · Øresundsvej 6 B 1. sal · 2300 København S · Tlf. 3312-0226 · info@(if you can see this please update your browser)oresundsvej.dk     Ophavsret og ansvar